Barselsorloven – En rettighed eller forpligtelse?

Pludselig var Eva Persson landskendt, og det var IKKE for noget godt. Som morgenen den 13. september 2016 blev til formiddag, og delingerne på de sociale medier af artiklen tog fart, stod det klart for enhver. Ingen (kvinde!) kaster sig ustraffet for løverne med en historie om, at hun ikke har holdt ”rigtig” barsel. Det er og bliver selvmord! Nævnte artikel var at finde i Berlingske, og redaktøren må have åbnet en flaske Dom Perignon af bedre årgang den september morgen. For det var et scoop, de havde gjort, at få en kvinde til at stille sig frem og sige noget, der var så kontroversielt. Og provokerende, åbenbart.

Cleopatra Annarosa

Jeg er Eva Persson, men i dagene efter den efterårsdag i 2016, ville jeg ønske, at jeg ikke var det.

Som succesfuld mand forventes man at kunne – og ville – det hele. Både familien og succesen i erhvervslivet. Som succesfuld kvinde er det OK, at ville det hele, så længe, man går stille med dørene og – for guds skyld! – holder den barselsorlov, det forventes (af en kvinde).

Barselsorloven er simpelthen hellig!

Jeg begik nogle dumheder, som jeg fortryder. Praleri hægter mange af. Også selvom de måske – sådan helt principielt – kunne være enige i selve budskabet. Det kan heller ikke anbefales, at fremstå patroniserende. Ingen af delene havde jeg til hensigt, men jeg var urutineret. F.eks. havde jeg gennemgået selve indholdet af artiklen, men overskrifterne havde jeg ikke fået til gennemsyn. Et par af dem, kunne jeg bestemt godt have været foruden!

Jeg burde have vidst, at det for nyhedsmedierne kun handler om én ting; At få flest mulige læsere! Og overskrifter, der provokerer, fanger.

I dag, 2 år efter, er jeg ved at forene mig med artiklen. På de gode dage, kan jeg lige frem synes, den er OK. Men der var en tid efter, hvor jeg virkelig ikke syntes, det var specielt morsomt, at være Eva Persson.

Hvis man frivilligt stiller sig frem i medierne (uanset budskabet), kan man godt regne med, at man erklæres fredløs, og der er frit lejde for hvem som helst til at skrive hvad som helst. Er man oven i købet så heldig/uheldig at være advokat OG – Gud hjælpe mig! – bo i Nordsjælland (som i den slags artikler, jeg refererer til, benævnes  ”Whiskybæltet”), er man, nærmeste pr. definition, et dumt svin. Pludselig med ét er man ”den kendte advokat” eller ”stjerneadvokaten”, og historier om den slags, navnlig de negative, tiltrækker læserne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke altid har kunne genkende hverken mig selv eller det, der er blevet skrevet.

Hvor om alting er, brænder jeg stadig for ligestillingskampen, for jeg har mødt så mange seje, dygtige, ambitiøse og flittige kvinder, som har kæmpet for det, de har opnået. Jeg bilder mig selv ind, at kvinder skal kæmpe hårdere end mænd, og jeg har så meget respekt for kvinder med succes i erhvervslivet.

Med den berømte artikel ønskede jeg at sætte fokus på det faktum, at det kræver bevidste valg og fravalg – både af kvinder og mænd – hvis man vil have succes. Det gælder på jobbet, privat og på fodboldbanen, at det er helt essentielt, at man prioriterer – og at man gør det rigtigt.

Og det er selvfølgelig ikke karrierefremmende at være væk fra sit job i meget lang tid af gangen. Lige som det heller ikke er fremmende for en fodboldspiller på landsholdet at være væk fra fodboldbanen.

Dermed berører jeg også et af de mest tabubelagte emner, nemlig spørgsmålet om barsel. For hvad vi ikke har af interessere for indholdet, har vi da i hvert fald for længden. Og barselsorloven skal være lang. Meget lang. Fortæl mig hvor længe du har holdt barsel, og jeg skal fortælle dig hvem du er!

Jeg forstod pludselig, hvad begrebet ”mom-shaming” dækker over, for om noget, kan det få sindene i kog, hvis man ikke holder ”rigtig” barsel. Og her er det altså så åbenbart længden, der tæller.

Det synes jeg er ærgerligt. Helt generelt, bliver jeg ked af det, når jeg oplever fordomsfulde mennesker. Men særligt ked af det bliver jeg her, hvor uvidenheden er så stor.

 

Cleopatra var med Eva Persson på kontoret første gang, da hun var 6 uger, men det var et kort besøg.
Cleopatra var med Eva Persson på kontoret første gang, da hun var 6 uger, men det var et kort besøg.

 

Af de mange, mange kvinder, jeg fik på nakken, har størstedelen formentlig ikke selv oplevet væg-til-væg-barsel, da de kom til verden i 60’erne eller 70’erne. Den gang havde kvinderne, efter årtiers kamp, lige løsrevet sig fra kødgryderne, og var kommet ud på arbejdsmarkedet. Der fandtes slet ikke de samme ansættelsesretlige regler, som der gør i dag. Min mor, f.eks., holdt i 1973 2-3 måneders barselsorlov med mig. Det var faktisk meget den gang. Man kan spørge sig selv, om 60’er/70’er- generationerne har taget kollektiv skade af de kummerlige barselsforhold, der var den gang, eller om det i virkeligheden er gået meget godt alligevel.

I forhold til mange lande, vi sammenligner os med, er barselsorloven i Danmark i dag også ekstrem lang.

Alligevel synes der at være en offentlig og fuldt ud anerkendt moraliseren omkring de kvinder, som ikke holder ”rigtig” barselsorlov. Barselsorloven i Danmark er blevet et tveægget sværd. Oprindeligt er barselsorloven tænkt som en rettighed, men i virkeligheden opfattes den som en forpligtelse. Det er min opfattelse, at lovgiver har gjort kvinder en bjørnetjeneste (og her er der tale om den slags, som er den ærgerlige af slagsen), da al forskning peger på, at de lange barselsperioder er til skade for ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Men én ting er lovgivningen, en anden er moralopfattelsen og den politiske korrekthed.

Jeg gør mig ikke til talskvinde for, at barselsorloven generelt skal reduceres, eller at man helst skal tage direkte fra Rigshospitalets barselsafsnit på kontoret, hvis man vil frem i livet.

Men jeg vil gerne gøre op med myten om, at man automatisk er en god mor, hvis man holder barsel i 12-måneder (+ det løse), og – omvendt – automatisk ikke er det, hvis man vælger at tage kortere barsel.

Det positive ved at have stillet sig frem, er, at jeg er kommet i kontakt med så mange vidunderlige kvinder, som af lyst eller nød har valgt at starte op på arbejde med en baby i liften. Der er tale om frisøren med egen salon, som stadig skal betale husleje, selvom hun er blevet mor, og som ikke vil risikere, at kunderne forsvinder, hvis hun er længe væk. Og der er tale om akademikeren, som bare brænder for sit arbejde og sin karriere, og for hvem det er rigtig fint, at være hjemme i kortere tid og/eller tage babyliften med.

Fælles for de kvinder, jeg har mødt, er, at de har truffet reflekterede og velovervejede valg. At de har prioriteret og planlagt – gerne ned til mindste detalje. For ingen af dem har det handlet om at fravælge deres børn. Måske i virkeligheden tværtimod! Ikke desto mindre, har de fleste oplevet omverdenens fordømmelse og bedrevidenhed. Det synes jeg, er uendelig trist.

Jeg vil gerne være talskvinde for alle dem, og forsøge at skabe et mere nuanceret billede af barselsorloven.

Det er ikke sikkert, at jeg helt synes, det har været pengene værd, at stille mig frem den september dag i 2016. Men hvis det kan bidrage til, at vi får en mere facetteret og fordomsfri debat om barselsorloven, er det da ikke helt spildt.

 

Når Cleopatra var vågen, handlede det kun om hende. Når hun sov, kunne Eva Persson arbejde.